4.–6. KLASSE

Mellemtrin

Mere faglighed, mere selvstændighed – og et trygt fællesskab at vokse i.

Plads til at vokse

På mellemtrinnet vokser både fagligheden, fællesskabet og børnenes selvstændighed. Vi bygger videre på det, eleverne allerede kan, og giver dem plads til at fordybe sig, samarbejde og tage ansvar for deres egen læring.

Det er en tid, hvor børnene bliver mere bevidste om sig selv og hinanden. Derfor arbejder vi med et trygt klassefællesskab, tydelige voksne og undervisning, der inviterer til både spørgsmål, kreativitet og faglig fordybelse.

Fag og projekter

Undervisningen følger Fælles Mål, og på mellemtrinnet bliver fagene mere omfattende. Ud over den daglige undervisning arbejder eleverne i længere forløb, hvor de fordyber sig i et emne, samarbejder i grupper og fremlægger det, de har lært.

3–4 gange om året lægger vi det almindelige skema væk og holder anderledes uger med fælles temaer på tværs af klasserne. Lejrskolerne er også en fast del af undervisningen – her lærer eleverne både fagligt og om at være sammen i andre rammer end de vante.

Trivsel og klassefællesskab

Når børnene bliver ældre, kommer der nye spørgsmål og nogle gange nye konflikter. Derfor arbejder vi bevidst med klassens fællesskab. Med én klasse pr. årgang kender eleverne hinanden godt, og de voksne kender alle børn – også dem fra de andre klasser.

Eleverne får også ansvar for andre end sig selv. 5. klasse er venskabsklasse for de kommende 0.-klasse-elever i Spirerklassen, og gennem skolens elevråd er eleverne med til at påvirke hverdagen.

Ansvar, lektier og gode læringsvaner

På mellemtrinnet øver eleverne sig i at tage mere ansvar for deres egen læring: at holde styr på opgaver, planlægge deres tid og gøre sig umage – også når noget er svært. Ugeplanen på intra giver både elever og forældre overblik over fag, lektier og aftaler.

Mobiltelefonen er ikke fremme i skoletiden. Den ligger i mobilhotellet og bruges kun, når det er aftalt med læreren.

Klub og fritid efter skole

Fra 4. klasse skifter børnene SFO’en ud med klubben. Her bliver der lavet ting af filt, malet, spillet bold og bordtennis, kogt bolsjer og tændt bål på klubbens eget bålsted. Børnene er med til at forme aktiviteterne, og de voksne hjælper idéerne på vej. Der er også mulighed for morgenklub fra kl. 6.15.

Mellemtrinnet kort fortalt

Fælles Mål

Samme faglige grundlag som i folkeskolen.

Vil I se mellemtrinnet i hverdagen?

Kom til en rundvisning, eller kontakt os, hvis I overvejer et skoleskift.